logo logo

Hundeforeningen af 1970/Amager Agility.


Agility i HF70.

Agility-træning i HF70 er opdelt i 2 sæsoner på 12 træningsgange á 1 time:
Forårs-sæson; marts - juni.
Efterårssæson; august til november.

Din hund skal være mindst 12 måneder gammel for at kunne deltage, men må ikke springe fuld højde før den er 18 måneder.

I skal have gået til træning før, enten hos os eller et andet sted, for at kunne deltage.

Hunden skal kunne komme når der bliver kaldt, sidde og blive siddende, og der skal være en god kontakt mellem hund og ejer. Mindst lige så vigtigt er det, at hunden har lært at stå afbundet og være i ro, mens fører stiller bane op eller laver banegennemgang.
Ovenstående er en forudsætning for deltagelse på vores agility-hold.

Prisen for Agilityhold (12 gange) er 600,- plus foreningskontigent på 200,- årligt, og vores regler for træning skal kunne opfyldes, før man kommer i betragtning til holdet.

I HF70 går vi selvfølgelig op i sporten agility, men vi sørger også for at hygge os sammen. På holdene har vi det sjovt og rart sammen. Vi griner, hygger og kommer med opløftende kommentar til hinanden. Gode råd går vi heller ikke af vejen for at dele.

Når der er stævner, tager vi i samlet flok af sted, hvor vi hygger os, hepper på hinanden og har en dejlig dag i hinandens selskab. Og vi opfordrer alle til at deltage, uanset niveau - da det er rigtig god træning, at prøve samarbejdet af på fremmede baner og redskaber.

Alt foregår selvfølgelig i den rette sportsånd: Det gælder ikke om at vinde, men have det rart og sjovt.
Så hvis du/I synes, det lyder godt, så er det agility du/I skal gå til.

Vores Agility - hold

Begynder 1: Her starter nye hunde og førere. I lærer alle redskaberne at kende, og der bliver arbejdet på at gøre jer trygge i at forcere dem både sammen og som indkald og fremadsendelse. I vil også prøve mindre moduler, efterhånden som I bliver klar til det.

Begynder 2: Mere redskabsindlæring, og nu bliver kravene til dig og din hund væsentligt højere; både til selvstændigheden og perfektionismen. Reglerne bliver gennemgået, og modulerne bliver sværere. For at rykke videre til let øvet 1 er målet, at I er 100 % trygge ved alle redskaber og kan forcere dem sammen, ved indkald og fremadsendelse - og fra begge sider. I vil desuden komme til at løbe små moduler.

Let øvet: Nu begynder vi at arbejde mere målrettet med din "handling" og dit kropssprog. "Handling" er ordet for jeres samarbejde og bevægelsesmønster på banen. Der er en masse teknikker, som I skal lære at beherske og bruge. Nogle teknikker afhænger af, hvilken hund du har, og hvordan den skal trænes. Teknikkerne skal bruges i forhold til, hvor mobil du er, eller hvor hurtig din hund er. Sideløbende skal du lære at bruge dit kropssprog, og din hund skal lære at læse det, så I kan samarbejde om større udfordringer. Modulerne bliver større og sværere, og I begynder at løbe hele baner.

Øvet: Her er det målet, at alle skal ende. Når du er kommet til øvet niveau, behersker du og din hund alle redskaber, alle nødvendige teknikker, og du har kendskab til regler og baneforståelse, som gør, at I nu kan løbe agility på højt niveau. Trænerne på dette hold bliver mere en slags "coach", som i samarbejde med dig hjælper med at finpudse træningen og at løbe hele baner på bedst mulige måde.
Agility slalom
slalom